Læs historien om klaverfabrikanten Hindsberg

Pianisten Anton Reé ansøger i 1853 indenrigsministeriet om tilladelse til sammen med en instrumentmager Ludwig Wulff, at anlægge en pianofabrik. Navnet bliver Ludwig Wulff & Co. Det er første gang, at man i Danmark oplever et formaliseret samarbejde mellem en fabrikant og en kunstner.

Firmaet deltager i flere udstillinger i 1860`erne, høster anerkendelse og bliver tildelt flere medaljer. Efter Ludwig Wulffs død i 1878 overtager Hindsberg fabrikken og øger antallet af medarbejdere til 27. På dette tidspunkt er det landets næststørste pianofabrik.

Fabrikken er i de følgende år i god vækst, og kvaliteten af produkterne forbedres betydeligt. Der bliver i perioden omkring århundredskiftet taget flere konstruktionsmæssige patenter, heriblandt et patent der omhandler en fra flyglets korpus fritliggende sangbundskonstruktion.

Der er ikke umiddelbart karakteristika ved disse patenter, der kan henføres til de senere konstruktionsdetaljer, der var kopieret fra Steinway. Hindsberg benyttede dog allerede i perioden 1900-1902 Steinways navn i forbindelse med annoncering for egne produkter.

Det fremgår således i en annonce i månedsmagasinet Klods Hans fra 1901 at instrumenterne:

Det tyder på, at den produktion, som stærkt orienterede sig mod Steinway modeller, først tog rigtig fart efter Harald Theodor Peter Hindsbergs død i 1921 og med Emil Georg Johannes Hindsberg som leder af firmaet. Den omstændighed at Steinway ikke havde patenteret i Danmark, muliggjorde at denne kopiering kunne gennemføres helt lovligt.

Det fremgår således af de originale konstruktionstegninger fra perioden, at Hindsbergs modeller: H1, H2, H3, og H5 i måleforhold er identiske med Steinways modeller D, B, A, og S.
Kun kabinet flyglet H4 er ikke sammenligneligt med en tilsvarende Steinway model.
Selvom måleforholdene var identiske med Steinways tilsvarende, var selve fabrikationsmetoden afgørende forskellig.

Som de fleste andre fabrikanter byggede Hindsberg flyglerne ” indefra og ud” hvorimod Steinway havde patenteret fabrikationsmetoden ” udefra og ind”.
Selvom Hindsberg forfinede kopieringsteknikken igennem 1920'erne frem til Emil Hindsbergs død i 1940, hvilket medførte, at flertallet af de professionelle kunstnere foretrak Hindsbergs koncertinstrumenter frem for andre danske fabrikanters, var der i klangkarakter og volumen en betydelig forskel sammenlignet med Steinways tilsvarende modeller.

Efter Emil Hindsberg død i 1940 faldt produktionen til næsten 0 under enken Martha Hindsberg.

Sygdom, mangelfuld ledelse og uforsvarlig rådgivning medførte, at firmaet samt den stærkt reducerede igangværende produktion i 1952 blev solgt til pianoproducenten Andreas Christensen A/S. Der var indtil da produceret ca. 12.000 instrumenter.

Andreas Christensen A/S så muligheden for at forøge salget ved overtagelse af Hindsberg og gennem udnyttelse af den eksisterende produktionskapacitet at gøre såvel produktionen af Hindsbergs instrumenter som produktionen af Andreas Christensens instrumenter mere rentabel.
Af de oprindelige Hindsberg modeller blev det besluttet kun at videreføre produktionen af flyglerne H3 og H5 samt pianino modellen H7. Produktionen af de på det danske marked særligt populære pianetter H14 og H15 tog udgangspunkt i Andreas Christensens tilsvarende modeller.

Set i bakspejlet begik Andreas Christensen den fejl ikke i højere grad, end det var tilfældet at ansætte de arbejdere, der tidligere havde været nøglemedarbejdere hos Hindsberg. Retfærdigt skal det dog siges, at mange af disse i perioden under besættelsen og i den efterfølgende periode havde forladt Hindsberg grundet den stærkt neddroslede produktion, og mange var blevet omskolede til andre erhverv, så det var derfor vanskeligt at motivere dem til at vende tilbage.
Den daværende værkfører hos Andreas Christensen var af den opfattelse, at Hindsberg flygler kunne laves efter samme produktionsmetode som den, der var gældende for de, der blev produceret af Andreas Christensen. Det medførte, at de først producerede flygler efter overtagelsen adskilte sig markant såvel i spillemåde som i klangkarakter fra de tidligere producerede.

Selvom flygelproduktionen gennem 1950érne og 1960érne var meget beskeden ca. 4-5 enheder pr. år, blev det gjort store bestræbelser på at udbedre og ændre på disse forhold omkring produktionsmetoden, således at instrumenterne fremstod af samme kvalitet som de, der var produceret indtil 1940.

Nu afdøde C.E. Juhl-Sørensen, der fra 1962 til 1969 sad i Hindsbergs bestyrelse, knyttede gennem sin forretningsforbindelse med Steinway & Sons i Hamburg kontakt mellem Steinway og direktør Jørn Christensen, hvilket åbnede muligheden for at forbedre især konstruktionen af flyglernes sangbunde.
I perioden 1952 til midten af 1970`erne, hvor produktionen af Hindsbergs og Andreas Christensens instrumenter blev indstillet, for øvrigt samtidig med den øvrige danske pianoproduktion, blev der produceret i alt ca. 5000 Hindsberg instrumenter, hvoraf hovedparten var pianetter og pianinoer.
Da importen for udenlandsk producerede instrumenter blev åbnet i slutningen af 1950erne, blev konkurrencen for de danske flygelproducenter betydeligt skærpet, og det var derfor ikke muligt for Hindsberg at udnytte det produktionspotentiale, man havde set frem til ved Andreas Christensens overtagelse i 1952.

Da produktionen af pianetter stort set var et dansk fænomen, undgik de danske producenter en direkte udefra kommende konkurrence på dette område og var derfor i stand til at holde produktionen af i særdeleshed disse instrumenter i gang indtil medio 1970'erne, hvor konkurrencen fra det japanske marked gjorde fortsat produktion af danske pianoer økonomisk uforsvarlig. I forbindelse med overvejelserne om at standse Hindsbergs produktion, blev der i 1974 ført forhandlinger med firmaet Juhl-Sørensen om salg af Hindsberg med det formål at videreføre produktionen af H3 flyglet samt pianomodellen H7. På trods af at der blev udfærdiget en endelig købsaftale, besluttede Hindsbergs bestyrelse på et ekstraordinært møde at afslå det af Juhl-Sørensen fremsendte tilbud.

Sidst i 1970erne blev Hindsberg fusioneret med Andreas Christensen A/S og Hindsberg blev dermed ikke længere drevet i selskabsform.
Efter produktionens ophør, blev der indgået aftale med den finske pianofabrik Hellas, og særligt udvalgte modeller af dette fabrikat blev markedsført på det danske marked under navnet Hindsberg.

I 1987 købte firmaet Juhl-Sørensen Hindsberg, herunder produktionsrettigheder tegninger og modeller. 1989 købte Juhl-Sørensen Hindsbergs og Andreas Christensens fabriksanlæg på Brofogedvej, hvor Juhl-Sørensen i dag har indrettet firmaets københavnske afdeling.
Juhl-Sørensen indgik efterfølgende en aftale med den tyske pianofabrik Sauter om produktion af Hindsbergs pianomodel 110, der blev udviklet på grundlag af en eksisterende Sauter model og Hindsbergs H7 kabinet. Der er hidtil produceret ca. 75 af disse pianinoer.

Der er desuden på Juhl-Sørensens værksted på Brofogedvej, i samarbejde med nu afdøde direktør Jørn Christensen samt værkfører Johannes Nielsen, produceret ét eksemplar af den legendariske flygelmodel H3. Med no. 17252 er det det indtil videre sidst producerede Hindsberg instrument. Instrumentet forefindes stadig hos Juhl-Sørensen og er ikke til salg.

Klavervaremærket Hindsberg er det eneste af de oprindelige betydende danske klaverfabrikater, der med et juridisk gyldigt bindeled tilbage til firmaets grundlægger, stadigt eksisterer .
Hvorvidt produktionen af Hindsbergs instrumenter en dag genoptages, må stå hen i det uvisse, - men helt udelukkes kan det ikke.